ELEMENTÆRT: Pixar pakker familiær fortælling ind i farverig animation

Af Alexander Bendtsen

I Element City bor både vandfolket, jordfolket, luftfolket og ildfolket. Sidstnævnte er kommet til byen, efter en naturkatastrofe lagde deres gamle hjem i ruiner. 

Ildfolket holder sig mest i byens udkant, da resten af byens befolkning ikke ligefrem har budt dem velkomne med åbne arme i byens centrum.

Sådan kan man opsummere den indledende præmis for Pixar-altmuligmanden Peter Sohns passionsprojekt, Elementært (2023).

Siden 2000 har Sohn været inde over adskillige Pixar-projekter, som alt fra animator på Ratatouille  (2007) til narrativ konsulent på The Incredibles 2 (2018) og stemmeskuespiller i Luca (2021). 

Med Elemental har animationsfilmsveteranen dog endelig fået lov til at skrive manuskript og ikke mindst instruere.

Inspireret af Sohns egen opvækst som søn af koreanske immigranter i New York City-bydelen, The Bronx, handler Elemental om ildpigen Ember (Leah Lewis) og hendes liv som datter af immigrantforældre i udkanten af Element City.

Det bliver tydeligt fra filmens åbning, hvor forældrene ankommer til Element City, at byen skal være en parallel til virkelighedens moderne storby. Det anstrengte forhold mellem de nyligt immigrerede ildfolk og resten af befolkningen bruges fint som en pædagogisk metafor for de spændinger, der kan opstå mellem forskellige etniciteter i sådanne storbyer.

Det er ikke tilfældigt at jeg bruger ordet ’pædagogisk’, for Elementært retter sig tydeligt fra start mod et børnepublikum. Tematikkerne formidles med meget banale subtekster. Når ildfolket og vandfolket frygter at blive tilintetgjort af hinanden ved fysisk kontakt, svarer det til det frygten for anderledes udseende og kultur, som kan opstå mellem folk fra forskellige baggrunde i virkeligheden.

Pædagogikken fungerer godt i en børnefilm som denne, der ikke vil nøjes med at underholde, men også vil formidle nogle vigtige beskeder til tilskueren. Det portrætteres altid tydeligt i filmen, at disse animositeter er skadelige, og tolerance mellem folkefærdene er noget der arbejdes på af karaktererne i løbet af filmen.

Prologen om Embers opvækst i sine forældres butik (en autentisk kiosk der minder om ildfolkets hjemland) lægger op til interessant diskussion om integration, diskrimination og tolerance. Resten af filmen med en voksen Ember i centrum, tackler dog disse temaer meget klichéfyldt.

Embers historie centrerer nemlig om to problematikker: Først og fremmest udvikler hun en Romeo og Julie-agtig romantisk relation til Wade (Mamoudou Athie) fra vandfolket. Derudover mærker hun gradvist presset stige fra forventningen om, at hun på sigt skal overtage sin fars butik, selvom hendes talenter og interesser muligvis ligger andre steder. 

Fortællingen fungerer stadig, men der ofres nuance og originalitet ved så banale løsninger på filmens tematikker.

Derudover er filmens humor udmærket på sit bedste og fejlslagen på sit værste, selv med et yngre publikum i mente. Ligeledes kan man sige, at karaktererne fungerer for plottet, men ikke har personlighed og charme nok til at blive husket længe.

Charmen skal altså især hentes i animationen og den kunstneriske stil, og her er der da også en del at være begejstret over. Selvom det på ingen måde er Pixar i topform, og selve karakterdesignene ikke er fantastiske (vandfolket er vandklumper der tager form som menneskekrop, ildfolket er flammer der tager form som menneskekrop osv.), så er selve Element City en fornøjelse at se på.

Den metropoliske by er pakket med futuristiske bygninger, der lyser i forskellige nuancer af blå og lilla. Filmen er på sit flotteste, når nattens mørke falder over byen, og bygningernes neonlys på vibrerende vis lyser gaderne op. Lige så flot er natten i ildfolkets del af byen, hvor deres glødende flammer står i vidunderlig kontrast til mørket, der omgiver dem.

Peter Sohn opfinder altså langt fra den dybe tallerken med Elementært. Det er dog stadig meget tydeligt at han er en rutineret herre, der kan sit håndværk, når det kommer til animationsfilm, der både skal byde på underholdning og dannelse.

Kommentarer